Verdens længste “Sofa” til Aarhus Festuge

’The Sofa Experience’ er en nytænkning af et byrumsmøbel skænket af Tuborgfondet som en gave til Aarhus og Festugen.

Sofaen, der er designet af landskabsarkitekterne Schønherr og produceret af Flexys Design, er en nytænkning af et byrumsmøbel. Den er opbygget af kiler kaldt pieces, som kan kombineres på et utal af måder og dermed skabe enten et møbel, en skulptur eller fungere som landskabeligt element – eller alle ting på én gang. Et grønt lys er indsat i sofaens ryglæn og lyser i aften- og nattetimerne.

Peter Moe Rasmussen, underdirektør i Tuborgfondet, der har skænket sofaen, siger:

– Efter 50 års slid er det i orden at sætte sig en stund på ’The Sofa Experience’.  Da Tuborgfondet hørte om projektet, tænkte vi straks, at dette måtte vi støtte. Et projekt, som rigtig mange kan få glæde af, og som sendes rundt til andre lande, ligger lige til Tuborgfondets virke. Vi håber, sofaen bliver et mødested, hvor man kan samtale, eller hvor man blot sidder og nyder Festugens fantastiske stemning. Med denne gave ønsker Tuborgfondet Aarhus Festuge tillykke med de 50 år.

Festugens direktør, Jens Folmer Jepsen, fortæller om idéen med ’The Sofa Experience’:

– ’The Sofa Experience’ er helt i tråd med Festugens ide om helt konkret at vise verden, hvad byen er god til og et fantastisk brugbart værk til at understrege Festugens store idé om, at det er væsentligt, at mennesker mødes, så ny musik kan opstå. Når Festugen er slut, tager ’The Sofa Experience’ på rejse til andre lande, inden den vender hjem til Aarhus til Festugen 2015.

Fakta

Adresse: Store Torv. 8000 Aarhus.

År: 2014.

Arkitekt: Schønherr.